Maj Bukhave og Kristoffer Lund

Vi har de sidste to uger af vores tur fået selskab af diverse internationale hold, som er med til både det norske og det danske landsstævne. Vi har besøgt flere af de lande, de kommer fra, og det er sjovt at møde de forskellige kulturer igen. Denne gang skal de prøve at være i vores kultur.

Kulturvolley er et nyligt opfundet begreb, som opstod en midsommeraften til landsstævnet i Norge. Vi var samlet under træerne med flere af de internationale hold for at grille og spille beachvolley.

Det japanske hold Sunfellows, som er et hold af ældre, men meget ungdommelige og spændstige damer ankom med plasticunderlag, aviser (til at lægge oven på plasticunderlaget i skovbunden) og grøn te selvfølgelig.

Vi danskere nød solens sidste stråler, mens australierne og afrikanerne holdt sig i skyggen.

Beachvolleykampene startede langsomt op. I begyndelsen holdt landende sig hver for sig.

Grillen blev tændt op og det gjorde kamplysten også.

På bagerste bane var der fuld gang i en landskamp mellem Sydafrika og de yngre piger fra England. Der var ingen regler, men sejrsdans og jubel hver gang bolden kom over nettet.

En mere kontrolleret kamp blev startet op mellem danskerne og australierne. Blandede hold skal det siges. Stik imod al forventning vidste australierne intet om beachvolley, så reglerne og teknikkerne blev taget undervejs.

Et par japanske damer stødte til hvert hold og nu kom der system og gang i kampen. Japaneren på 60 år ofrede sig hver gang og smed sig på maven i et forsøg på at nå boldene. ”I’m so sorry” hørtes ofte når det glippede, men også i et mere hånende tonefald, når de fik placeret en bold tilstrækkeligt godt til at modstanderen måtte give tabt. Japanere er ikke uden humor.

Kampen flød godt og holdene var nogenlunde lige. Pludselig trådte en lille afrikansk pige ind på banen med sin egen bold og satte den i spil. Australierne og danskerne slog høfligt til den for at lege med, mens japanerne straks stoppede denne uorden, fik ekstrabolden ud af banen og pigen placeret på sin retmæssige plads.

Den afrikanske pige indordnede sig overraskende hurtigt japanernes benhårde styring og fandt også ud af at serven ikke skal klares med et bakkerslag fra midten af banen.

Det var sjovt nok ikke de yndige japaneres kræfter der først slap op. De kunne nok have blevet ved længe endnu.

Af Kristofffer Lund

Jeg sidder i omklædningsrummet og ser de andre begynde at samle sig i de rød, hvide farver. Stemningen rejser sig, da de stiller sig op i indmarchformation og fanen bliver løftet i vejret. Da publikum begynder at klappe taktfast til musikken og jeg kan se dem forsvinde par efter par ud i lyset, er det som en snor trækker i mig og vil have mig med ind på gulvet. Derefter lander en dødvægt på min skuldre og den graver mig ned i et hul, hvor der kun fokuseres på negative tanker. Hvorfor er det mig der er skadet? Hvad har jeg gjort for at ende i denne situation? Efter mit indre vredes udbrud bliver trykket mindre, tankerne bliver mere positive og jeg begynder så småt at opmuntre mig selv. Du skal nok snart blive klar, det skal bare have tid. Jo mere sort du ser på det, desto værre bliver skaden.

Det er utrolig hårdt at være ude med en skade, for jeg føler mig uden for varmen og mærker ikke stemningen omkring opvisningen på samme måde. Mine tanker og følelser har jeg ikke rigtig styr på, og det generer mig meget. Efter opvisningen er mit humør nede. Jeg ville så gerne have været en del af gruppen, der gav den alt, hvad de havde på opvisningsgulvet.

Jeg begynder at fokusere på, hvornår jeg kan være med igen. Det er ikke let at gå med en uvished om, hvornår jeg kan deltage på lige fod med de andre. Hvert lille skridt i den rigtige retning giver en positiv energi. Jeg ville give alle mine julegaver væk for de næste fem år bare for at høre en sætning fra min fysioterapeut; ”I dag Kristoffer må du være med i hele programmet”. Jeg kan ikke vente på den dag og håber tiden snart er inde.

Vi har diskuteret formålet med vores Verdensholdstur meget. Her på Costa Rica har vi besøg af DGI Gymnastik-formanden Birgitte Nielsen, som mener at et af formålene er ”at inspirere med dansk gymnastik og foreningsliv,” som er meget unikt og ikke findes magen til nogen steder i verden.

I Turrialba mødte vi to tidligere Ollerup-elever, som på eget initiativ har valgt ikke bare at inspirere men at prøve at stifte en forening med dansk gymnastik på Costa Rica. De to ildsjæle Maja Thormar og Jorge Sánchez Villalobos har været i gang siden først i december og kører lige nu et hold med 9 gymnaster én gang om ugen. De har lejet sig ind hos en idrætsgymnastikklub og klarer sig med en stenhård tykmåtte og et springbræt, der for længst burde have været pensioneret.

Deres gymnaster er lige så engagerede som dem selv og beder gerne om at få lov at træne en time ekstra. Noget af det, Maja og Jorge også gerne vil overføre til det dansk/Costaricanske gymnastikhold er den sociale gymnastikkultur. Sammenholdet er allerede stærkt på det 2 måneder gamle hold, som også ses uden for træningshallen.

Det er utroligt inspirerende at opleve to unge mennesker med en så stor passion for dansk gymnastik. Som gymnaster på Verdensholdet er vi stolte af, at nogen tør tage sådan en chance for udbrede vores lidenskab. De lægger et meget stort stykke arbejde i projektet og udnytter sig maksimalt af vores besøg på Costa Rica. Vi kan hjælpe dem med at udbrede kendskabet til dansk gymnastik og forhåbentligt skabe mere interesse om Maja og Jorges idé.

De er netop begyndt at tage penge for gymnastiktimerne og på de sidste to uger har de tilsammen tjent 20 kr.

Af Kristoffer Lund

Inden jeg tog afsted med verdensholdet havde jeg gjort mange overvejelser om, hvordan jeg ville kunne holde mit springniveau. Det ville helt sikkert ikke blive let, men hvis man havde gjort sig nogle tanker ville det måske gå ind og hjælpe tænkte jeg. Mange af mine overvejelser er også dukket op i løbet af turen, for det har været meget forskelligt med mængden af springtræning, og den har stor indflydelse på, om du nu husker dine grundteknikker, så man stadig kan lave sine store spring.

Jeg tænker meget på, at jeg skal udnytte den lille smule springtræning maksimalt og dermed også optimalt, så jeg får det bedste ud af min træning. Det er vigtigt for mig at gøre sig overvejelser om, hvad du vil have ud af din træning, så den ikke er meningsløs. Det er nemlig med til at rykke din udvikling. Jeg går simpelthen ind og laver en plan over, at så mange gentagelser skal jeg lave af det her spring, og jeg er ikke tilfreds før springet er sådan og sådan. Jeg fokuserer også meget på at jeg skal kende mine begrænsninger, så det er nemt at finde sit bundniveau. Hvad er ens bundniveau? Det er hvis du er helt lav på energiniveau og der sidder 20 mennesker og kigger på dig og du stadig kan gå ind og lave de spring som du har sat dig for. Så har du dit bundniveau.

Jeg ser lidt bort fra, hvad der er “store” og “små” opvisninger, for synes at man kan bruge begge opvisninger til meget, da man kan få en bedre forståelse af, hvordan man selv står. Sommetider kan du få det største adrenalin kick inden en opvisning og for det meste er det der ikke, da det er mange opvisninger man har lavet i træk. Det betyder at man skal være ekstrem god til at rive sig selv op, så man kan gå på gulvet og lave nogle af de sværeste spring man kan. For mig synes jeg at der ligger et kæmpe udfordring, som jeg elsker at tage op. I mit synspunkt vil jeg sige at man er en rigtig dygtig springer hvis kan lave de samme svære spring til både “små” og “store” opvisninger. Det viser en stor sikkerhed og kontrol. Det er selvfølgelig mange faktorer som spiller ind inden man skal bestemme sig for hvilket spring man skal lave, som man også skal fokusere på. Først og fremmest skal man være ekstrem god til at mærke sin krop efter om man har ondt nogle steder, og hvilken betydning det kan give en. Mad og søvn er også vigtige faktorer og ikke mindst følelser. Det kan ikke hjælpe noget at man tænker for meget over hvordan kæresten har det, når man skal til at gå på gulvet. Det forstyrre en og man mister sin koncentration. Man skal være god til at udelukke følelser, så man kan fokuserer 100 %.

Det var en smule om hvilke overvejelser og tanker jeg gør mig for at holde mit springniveau gennem turen, og yde det bedste jeg kan til en opvisning. Det er altid vigtig at have en vision med det man laver. Jeg synes selv jeg har holdt mit springniveau oppe, så jeg stadig kan det samme som inden vi tog af sted. Jeg vidste godt at jeg ikke ville lære nye spring på denne tur, men jeg føler at jeg har fået en større sikkerhed og er blevet bedre til at fokusere på, hvad der gør at jeg kan præstere.

Workshops med amerikanske teenagere skulle vise sig at være et noget hårdere job end jeg havde forstillet mig.

Vi befandt os på en skole i Hollywood, Bancroft Middle School med undertitlen Arts Magnet. Stjerner som Judy Garland og Brandy havde gået der. Skolens speciale var dans og der blev undervist i ballet, jazz og hip hop blandt andet. Vi forventede måske ikke nødvendigvis det store talent, men i det mindste lidt bevægelseslyst.

Ida og Rune lagde ud med lidt simpel hip hop opvarmning. Der skete ingenting andet end arme, der blev lagt over kors. De trak dem nærmere og fik dem til at råbe højt. Et forsøg på at løsne dem lidt op. Det havde ikke den store effekt, så vi gik videre. Rune lavede lidt Niels Bukh-agtige bevægelser med dem uden takter eller musik, bare for at få dem til at bevæge sig en lille smule.

Næste desperate indsats kom, da jeg prøvede at bede dem om at stille sig et helt nyt sted i rummet. Hvis nu de stod ved siden af nogle andre kunne det være, der skete noget. Min ordre resulterede i en tom hal og en fyldt bagvæg. Hmmm.

Stine konkluderede, at vi blev nødt til at spørge hvad de plejede at lave. ”Our own style” svarede de. Jamen vis os det. Vi lavede en rundkreds, gik selv ind og dansede lidt, og opfordrede dem til at gøre det samme. Ingenting skete. Stadig bare korslagte arme. Vi trak den længe nok til at nogle få fandt situationen pinlig og gik ind og lavede et par vejrmøller og piruetter. Men en succes var det bestemt ikke.

Hvad hiver man så op af tasken? Noget som aldrig slår fejl og kan få gang i selv de mest hardcore teenagere åbenbart: ”Åh Susanne”. Ja en gang god gammeldags folkedans. Bortset fra lidt berøringsangst gik det lige pludselig forrygende og de sidste 20 minutter af verdens værste workshop blev vendt til dans, klap og grin.

Maj Bukhave

Af Maj Bukhave

Tillad mig at deltage i diskussionen. Selvom jeg befinder mig langt langt væk fra Gymnastikdanmark, som det hedder, har jeg selvfølgelig læst den nyeste udgave af Magasinet Gymnast. Det var med stor interesse at jeg læste rytmetemaet om udtryk, da det for mig altid har været noget meget abstrakt og uforståeligt.

I min tid som grand prix-gymnast var udtryk det samme som et tandpastasmil, så den var hurtigt arbejdet ind. Da jeg senere bevægede mig ind i DGI-verdenen, og de stadig snakkede om udtryk kunne jeg godt fornemme at det her var noget andet, men ikke rigtig hvad det var.

”Du skal lave gymnastik, som om du laver det for lige præcis den her mursten”, sagde en udtager engang til mig, mens hun pegede på en mursten, hvor der tilfældigvis stod tissemand på. Det fattede jeg ikke. ”Lad det komme indefra”, sagde en anden og ”se noget, når du laver gymnastik”, sagde en tredje. Okay okay, jeg prøvede men lige lidt hjalp det. Gennem hele min gymnastiske karriere har det med udtryk nok været mit svageste punkt.

Sidste år på Østjyllands rep.hold havde vi en hård og aggressiv serie, hvor udtrykket for træner Trine Bisgaard var en væsentlig del. Nu er jeg af natur en rolig og tolerant person, så jeg havde svært ved at finde min indre gnavpot frem. Dog fornemmede jeg hvad hun var ude efter og jeg fandt det til tider frem i små glimt.

I år prøver jeg for første gang at lave en serie, hvor udtrykket med det samme kom fuldstændig naturligt for mig. Serien er stille og følsom, og det er sider af mig selv, som jeg har nemmere ved at finde frem end føromtalte gnavpot. Musikken er let at forstå og har en helt tydelig stemning og historie i sig. Det samme gælder øvelserne. Anne Marie har formået at få øvelser og musik til at passe perfekt sammen, og derfor kommer udtrykket også så naturligt.

Gennem arbejdet med serien har jeg konstrueret en lille historie, som frembringer bestemte følelser, der er knyttet til bestemte øvelser. Det vil sige, at det ikke er den samme stemning og udtryk jeg holder gennem hele serien, og det gør det nemmere for mig at holde udtrykket gennem serien, og det bliver derved også mere ægte.

At arbejde med udtryk kræver mod og selvtillid, sådan som Trine og Rasmus rigtigt siger i bladet. To ting, som kan være svære at finde frem på opvisningsgulvet, når man i forvejen er nervøs for om man kan huske sine serier.

I Sydafrika havde vi hovedsageligt børn som publikum og de reagerede meget mere på ansigtsudtryk end på kropslige bevægelser. Vi fangede dem kun, hvis vi var tilstede i ansigtet. Det var en fed udfordring, som blev taget op af samtlige gymnaster. Derudover kunne jeg mine serier godt og var derfor fuldstændig tryg på gulvet.

For mig har det altså både handlet om selvtillid, mod og tryghed men også om at finde en serie, som appellerede så meget til mig, at jeg omsider fandt forståelsen for, hvad udtryk er. Jeg synes stadig det er svært at finde den rette grimasse i mere temaløse grundserier, men der handler det måske om at konstruere sin egen historie eller bare et tema.

…lyder det fra alle steder, men i det nordlige Indien er det temmelig koldt. Særligt om morgenen og aftenen er vi godt pakket ind. Vi bor på et college, hvor isolering på ingen måde er et kendt begreb, så det føles lidt som at være udenfor hele tiden.

Meget har vi efterhånden prøvet, men der er alligevel ikke noget, der kan sammenlignes med Indien. Det skulle da lige være for at skitsere kontraster. På næsten samtlige punkter jeg kan komme i tanke om, skiller Indien sig ud fra, hvad vi ellers har prøvet.

Levestandarden er for det første langt under, hvad vi kender. Inderne har ikke nogen idé om, hvordan man bør forholde sig til hygiejne og skrald for eksempel. Trafikken er kendetegnet ved kaos og vilkårlighed, hvor hver mand, ko eller æsel bevæger sig fuldstændig, som det passer ham.

Vi bor i en nordlig provins, som hedder Punjab, og det er ikke et sted, der er præget af turisme, for at sige det mildt. Vi møder ingen andre turister og måske derfor er det så naturligt for inderne bare at stille sig op og glo, når vi passerer, ankommer, venter eller hvad vi laver. Vi tiltrækker os ualmindeligt meget opmærksomhed i vores rene tilstedeværelse og optræder efterhånden i mangen en inders fotoalbum.

Vores værter i Indien sætter en dyd i at passe på os, hvilket betyder armerede vagter og eskorte af diverse hjælpere, når vi bevæger os uden for skolens mure. Vi må under ingen omstændigheder selv tage på udflugt eller bevæge os væk fra gruppen. De skal vide hvor de har os hele tiden. Jeg er begyndt at føle medlidenhed med de kongelige, som jo er udsat for denne mandsopdækning hele livet igennem.

På forhånd var der mellem DGI og Indien aftalt et godt program med opvisninger, workshops og sightseeing. Vi har dog erfaret, at inderne er specialister i at ændre programmet. Vores aktiviteter i Indien har hovedsageligt bestået i at drikke kaffe hos vigtige mænd, få taget holdfotos med vigtige mænd eller spise ris og karry hjemme hos vigtige mænd. Vi har mødt ministre og direktører, som alle har lagt penge i vores tur, men det har mest været det. Gymnastikken er røget i baggrunden til fordel for kaffeslabberas, hvilket kan være lidt svært at acceptere for os gymnastikhungrende mennesker.

Det skal tilføjes at det fastlagte program har mødt adskillige hindringer i form af to kollektive sygedage, hvor stort set hele holdet sad på tønden. Desuden har en tung tåge ligget over byen i en lang periode.

Grundet alle disse faktorer er vores Indien-ophold blevet end meget anderledes og spændende oplevelse for alle. Der er mange daglige udfordringer for de sarte sjæle, såsom toiletforhold, snavset service og manglende variation i buffeten. Nedtællingen til afrejse er for længst sat i gang, mens vi konstant diskuterer og griner af de kæmpe kulturelle forskelle.

Det meste af vores tid her i Australien er gået med at bo hos værtsfamilier. Et mærkeligt forhold man får til disse familier, der åbner deres venlige arme for en og byder nogle fremmed danskere velkommen i deres hjem. Mærkeligt, fordi de stoler trygt på en, og man bliver på få sekunder en brik i deres hjem for nogle få dage. De er utrolig imødekommende og ivrige efter at fortælle deres små anekdoter fra deres liv og om landet. Set fra deres øjne vil de gøre det bedste for, at vi får et værdigt ophold. Jeg havde en værtsfar, der besluttede sig for at købe både head-set og mikrofon, så vi kunne slå på tråden over skype. Utrolig venlig gjort af ham, og jeg måtte vise min taknemmelighed med et ydmygt ”tak”.

Selve besøget hos værtsfamilierne er en smule overfladiske, da man ikke rigtig når at lære disse mennesker at kende, og 3 dage efter sidder man ved en ny værtsfamilie og fortæller om den samme historie omkring dansk gymnastik. Man får dog set og snakket med mange nye ansigter både ældre og små. Det er en utrolig dejlig følelse at se de børn i værtsfamilierne, der har ventet i spænding i mange uger/måneder på, at vi skulle komme og lege med dem. Nogle har ryddet op på deres værelse og lagt deres fineste bamser frem i den helt rigtige position, så man skulle lægge mærke til dem, og det gør man selvfølgelig.

Så tiden ved værtsfamilierne god og uundværlig, men en smule ensformet i længden og man kommer tit til at savne de sjove aftner med holdet.

Nu har vi været på farten i halvanden måned og Danmark synes længere og længere væk. Vi har rejst rundt i Afrika i snart 3 uger med kun ganske få dage samme sted. Sydafrika og Swaziland er lagt ned og vi befinder os nu i Mocambique.

Hele turen igennem har vi boet på hoteller eller lodges af varierende standard. Indkvarteringen har været langt over forventning, men hoteller bliver nu kedsommelige i længden.

Her i Mocambique er vi så heldige at være privat indkvarteret. Vi bor hos danske familier, som er bosat i Maputo og arbejder for Den danske ambassade, Danida, Mellemfolkeligt Samvirke og lignende organisationer.

Rune, Maria og jeg er midlertidigt flyttet ind hos det rare ægtepar Hartmans, som bor lige ned til vandet i hovedstaden. Vi bliver budt hjemmebagt rugbrød, hjemmelavet solbærmarmelade, dansk ost, dyner og ikke mindst adgang til en vaskemaskine. 16 opvisninger og 14 workshops uden ordentlig vask af tøjet kan ses og lugtes.

Det er vidunderligt at blive forkælet et par dage og det er formentlig det tætteste vi kommer på Danmark det næste lange stykke tid

Nu har vi været på farten i halvanden måned og Danmark synes længere og længere væk. Vi har rejst rundt i Afrika i snart 3 uger med kun ganske få dage samme sted. Sydafrika og Swaziland er lagt ned og vi befinder os nu i Mocambique.

Hele turen igennem har vi boet på hoteller eller lodges af varierende standard. Indkvarteringen har været langt over forventning, men hoteller bliver nu kedsommelige i længden.

Her i Mocambique er vi så heldige at være privat indkvarteret. Vi bor hos danske familier, som er bosat i Maputo og arbejder for Den danske ambassade, Danida, Mellemfolkeligt Samvirke og lignende organisationer.

Rune, Maria og jeg er midlertidigt flyttet ind hos det rare ægtepar Hartmans, som bor lige ned til vandet i hovedstaden. Vi bliver budt hjemmebagt rugbrød, hjemmelavet solbærmarmelade, dansk ost, dyner og ikke mindst adgang til en vaskemaskine. 16 opvisninger og 14 workshops uden ordentlig vask af tøjet kan ses og lugtes.

Det er vidunderligt at blive forkælet et par dage og det er formentlig det tætteste vi kommer på Danmark det næste lange stykke tid.

Tiden flyver afsted her i Sydafrika og dagene er utrolig presset med et meget stramt program. En dag består typisk af enten en køretur hele dagen eller med en workshop, opvisning og oveni hatten også et par timer i bus. Så kroppen bliver sat på en ordentlig prøve, da den samtidig skal leve af mad med ekstremt stort fedt- og kalorieindhold. Utrolig at de vælger at give os den mad, da vores arbejde bygger på en sund livsstil, der skal hjælpe til med diabetes. Grotesk vil jeg kalde det, men vi kan desværre ikke ændre vores madplan.

Som sagt er kroppen alvorlig udsat, davi lever under disse forhold. Da kroppen er på overarbejde i forhold til disse vilkår, skete det uheldige for mit vedkommende, at den sagde stop. I løbet af vores opvisning i Port Elisabeth stødte jeg mod muren og forvred begge mine ankler i en forlæns salto. Og ja, der skulle ikke mere til end en enkelt salto. I min panik fik jeg kravlet diskret ud fra gulvet og fik hurtig klasket to isposer på fødderne. Efter opvisningen kiggede jeg Johannes i øjnene, og vi begge to var færdige af grin over, at det var muligt at forstue to ankler på landingen i en salto. Meget komisk, men samtidig et mareridt, som jeg aldrig havde sænket en tanke ville kunne ske for nogen af os. Man må tag det med et smil og gøre lidt grin med det, så man glemmer noget af smerten. Efter denne episode blev jeg døbt navnet SKVATMAN!

I dag var jeg med i opvisningen i Mozambique, dog ikke i springdelen. Det er en uges tid siden det fandt sted, så fødderne er snart helt klar igen.